Fiskeriforbud i Salling Aqua Park

 
 

Fra onsdag den 1. august 2018 indførtes fiskeriforbud i hele Salling Aqua Park. Forbuddet er udstedt af Søfartsstyrelsen efter ansøgning herom fra bestyrelsen i Salling Aqua Park. Forbuddet vil gælde for alle former for fiskeri med garn, ruser, tejner, liner mv.

Forbudsområdet oprettes af Søfartsstyrelsen i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 72 af 17. januar 2014 om sikkerhed til søs, § 6, nr. 1. Overtrædelse af forbuddet straffes i henhold til samme lov, § 28 nr. 3. Meddelelsen blev bragt i Efterretninger for Søfarende.

Forbuddet gælder indenfor hele det med rød afmærkede område.

Forbuddet gælder indenfor hele det med rød afmærkede område.

Årsag til forbuddet

Der har gennem de sidste år været en meget kraftig vækst i antallet af fiskere, som har fisket i og omkring parken. Vi har i perioder observeret over 25 afmærkede fiskeredskaber i parken. Disse kan udgøre en meget stor sikkerhedsrisiko for dykkere og i flere tilfælde, har vi været ude for, at dykkere har siddet fast i et garn. Heldigvis har vi indtil nu været forskånet for en alvorlig ulykke. Da sigten i Limfjorden ofte ikke er særlig god, til tider under en meter, har dykkere meget svært ved at lokalisere garn, inden det er for sent.

Desuden bliver der hvert år forlist flere garn i parken. Disse garn, kaldet spøgelsesgarn, er selvfølgelig også til stor fare for dykkere, men de fortsætter også med at ”fiske” til ingen verdens nytte. Og disse garn, som ikke engang kan observeres fra overfladen, er endnu vanskeligere at undgå. Sidst der blev ryddet op i parken fandt dykkere 3 sådanne spøgelsesgarn. Alle blev mærket med bøjer og siden afhentet af Fiskerikontrollen.

Bestyrelsen har siden parkens start forsøgt, at få en dialog med fiskerne for at stoppe fiskeriet. Dette har, med et par undtagelser, desværre ikke båret frugt. Situationen er nu så alvorlig, at bestyrelsen ikke længere kan tage ansvar for, at der dykkes i parken uden et fiskeriforbud. Det er på denne baggrund vi har taget dette alvorlige skridt.

Vi vil gerne understrege at forbuddet kun gælder fiskeri – ikke sejlads. Det betyder at Glyngøres borgere ikke bliver forhindret i at sejle i området, selvfølgelig under hensyntagen til at der dykkes.